You are here: bryggeriet.dk > Beer > Ølanmeldere > 2003 > Nov/dec
 
Freshly brewed draught beer

MÅNEDENS ØL: "JULEBRYG" (ca. 5,6 % VOL. ALC.)

...den gi’r julen en smagsoplevelse

Månedens øl i november / december anmeldes af Reimer Bo Christensen - journalist og nyhedsvært på TV-avisen.

Jeg er ellers gået i en stor bue udenom det stærke øl, siden mit første møde med Red Eric som 15-årig. Han var en viking, som kunne sparke. Efter 4-5 Eric’er måtte jeg forlade dansegulvet i forsamlings-huset i Brund, fordi det var begyndt at vippe værre end dørken på en Vesterhavskutter på vej gennem brændingen i Klitmøller. Og juleøl har jeg anset for at være en alt for sødlig opfindelse til folk, som egentlig ikke kan lide øl, men bare hurtigt vil i stemning.

 

Så der lå et par fordomme og ventede på Henrik og Tommy, da de en regnkold oktoberaften andægtigt brød hemmeligheden om årets jule-øl. Et par ølamatører skulle have æren. Tommy skænkede tre glas til hver med en omhu, som havde han hentet gæren på cykel hele vejen nordenfjords fra.

 

I det ene glas den unge, knap færdige, stadig med en let frugtet smag af humle. Den erfarne med tør humor og en mediterende eftersmag, hvor både karamel, sommerfrugt og lakrids kan frem-manes, selv om det sidste påviseligt ikke indgår i processen. Det tredie glas er en blanding af de to: Lyst ungt sind med erfarent overblik. Tommys var forståeligt nok overrasket, da min første kommentar var: - Jamen, den sparker jo slet ikke! Som tænkte han: - Hvad havde du dog regnet med? Her brygger vi øl til livsnydere. Vi ødelægger ikke festaftener og sender vore gæster segnende hjem. Men han kendte jo ikke min fordom, og min lettelse over at være blevet taget på sengen af en blid smagsakkord, som røde Eric ikke kunne spille, da han sparkede den efterårsaften.

 

Malten er ellers hentet kun syv kilometer fra omtalte Brund, i min hjemby Thisted. Der kan de styre den spirende byg. Og fagmanden fortæller om de tre malttyper i årets juleøl fra Apollo: Pilsnermalt, münchermalt og karamelmalt. Og indvier os i hemmeligheden, at den ungdommelige lethed og livsglade snert af frugt meget vel kan stamme fra det lille stænk af appelsinskræl, som findes i julebryggen, som holder sine 5,7 procent uden at være anmasende.

 

Vi får en omvisning i bryggeriet. De østtyske kobberkedler, frem - og tilbageløbshåndtag, køleribbe og gæringskar. Han kan ikke skjule glæden og faderstoltheden i sine øjne. På vejen rundt spørger en tjener: - Nå hvad mener han så? Det ved jeg ikke, svarer Tommy. Juleøllet er nemlig omgærdet med så stor hemmelighed, at selv anmelderens mening holdes skjult til premiereaftenen.

 

Men nu kan det siges: Årets juleøl er befriet for sukkersøben, kunstigt gran og fabriksfremstillede kravlenisser. Den forfører med sin lethed og livsglæde i smagen og sin musikalitet og dybde i eftersmagen. Den har sine små depoter af julegodter undervejs. Og den falder fint på plads sammen med en velhængt bøf. Faktisk er den ikke afhængig af årstiden, granduft eller febrilsk julefrokoststemning. Det er bare en god øl, som også vil give julen en smagsoplevelse.
 
 
 

Our chef recommends

Soup of the Season / February:

Cream of cauliflower soup with smoked salmon and Japanese seaweed.

Copyright © 2010 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning