Respekt for øllet

Lad os begynde med konklusionen: Dette er godt juleøl.

Der er nogle af julens traditioner, som jeg har udviklet en vis skepsis over for. Juleøllen og juleølleriet stod ret højt på listen. For det er, som om nissesindet godt kan drukne i øl. Men ikke her.

Først og fremmest drukner øllet ikke i sig selv. Der er den øl, der er brygget til lejligheden - og når der ikke er mere, så er der ikke mere. Det afspejler, at brygningen er et håndværk. Og her udøves håndværket med en selvfølgelig stolthed, som man ikke møder tit. Det skyldes givetvis, at det ikke er særlig tit, at man møder en kombination som denne: Håndbrygget øl til at drikke på stedet. Der er ikke noget industri eller fremmedgjorthed her. Man kan spejle sig i de mandshøje, håndbankede kedler, der sætter deres helt særlige præg på lokalet. Og i kælderen hersker næsten mejeristens renlighed ved gæringskar og lagringstanke.

Dermed også sagt, at man kan smage det. I hvert fald bilder jeg mig ind, at det er dét, der sker: At man kan smage den selvfølgelige stolthed i håndværket. Men smag er jo ikke smagsløgene alene. Det er duften af alt det vi savner lige nu. Det er også synet af øllets runde, lette, brune farve, skummets småbitte bobler og følelsen af det kølige glas og den varme velkomst til restauranten. Der er også en god lyd. Jeg havde dog taget en ølkender med, eller i hvert fald én, der drikker øl, noget oftere end jeg selv gør. Og her er der en noget større nøgternhed i.f.t. alle de andre indtryk – syn, lugt, følelse. Og hos ham var ingen tvivl: "Det er godt øl".

Det er en juleøl, der ikke er sentimental – den er ikke tung og sød og for meget for tidligt. Det er øllen til god jul og festlig jul – eller bare til et par veninder på juleindkøb.