Du är här: bryggeriet.dk > Öl > Ølanmeldere > 2005 > Februar
 
Fatöl bör drickas nybryggt

MÅNEDENS ØL: "FINSK RØG-ØL" (CA. 5,7 % VOL. ALC.)

Anker Boye ka’ li’ røgen i Bryggeriet

Månedens øl i februar anmeldes af Anker Boye - daværende borgmester i Odense (A). Indtrykkene er nedfældet på skrift af Kirsten Redder (Bryggeriet Flakhaven).

En flot solskinsdag i januar træder borgmester Anker Boye glad og forventningsfuld ind i en masse byggerod. Det kræver overblik og smidighed at sende anerkendende smil og hilsner rundt til de allestedsnærværende håndværkere, samtidig med at passe på ikke at falde over diverse materialer - brædder, værktøj, stativer, kasser og emballage. Men det lykkedes, og eftersom Anker Boye har været en yderst interesseret tilskuer til ombygningen af et hjørne af rådhuset og nøje har fulgt tilblivelsen af mikrobryggeriet Flakhaven, bemærkes det, at åbningen nu er i umiddelbar sigte. Efter en kort rundvisning giver Anker Boye udtryk for glæde over den fantasifulde og nøje gennemarbejdede detaljerigdom, han ser i indretningen, at restauranten, som først og fremmest skyldes arkitekt Søren Damgaard og kunstner Peter Stuhr.

 

Vel ovre det føromtalte forhindringsløb havner vi trygt og sikkert i den meget kompakte brygkælder, hvor én person kan færdes nogenlunde frit, to personer giver problemer og 4 personer gør den direkte overfyldt. Vi står foran tank nr. 6, som indeholder en FINSK RØGØL, der bliver februar måneds øl. Vi tapper direkte i glassene, hvor den lægger sig smukt og gyldent og straks rejser et smukt skum. Der smages - ikke i stilhed, da de føromtalte håndværkere ikke just holder pause. Så smiles der - og øjenbrynene ryger igen anerkendende i vejret - og jo, der var da en tydelig og interessant undertone af røg og ikke mindst den gode balance i det naturligt forekommende kulsyreindhold. Ord som harmoni, fyldighed og god smag står pludselig i kø, så vi skænker en kande og går til A Hereford Beefstouw for at smage røgøllen i selskab med mad.

 

Her har bryggeriets kokke lånt køkkenet og lavet eksempler på det smørrebrød, som vil kunne fås i frokosten på det nye bryggeri. Vi smager bl.a. et stykke med røget ål og et med italiensk salami med fynsk rygeost rørt op med netop røgøl. Begge dele klæder røgøllen rigtig godt, langsomt glider samtalen rundt om det netop udskrevne valg, og Anker Boye sukker lidt ved udsigten til alle de lovede besparelser for børnefamilierne, som det jo i sidste ende bliver kommunernes opgave at indhente.

 

I frokostens forløb smages der også på en røgøl brygget på bryggeriet i Herning, og borgmesteren bliver næsten stolt over, at han bedre kan lide den fra Odense, men må retfærdigvis indrømme, at den fra Herning tydelig nok er noget yngre, og i denne verden er en aldersforskel på 14 dage altafgørende.

 

Köket rekommenderar

Copyright © 2012 - Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, DK- 7400 Herning