Sort sol over januar

Egentlig har jeg aldrig tænkt på Bryggeriet ved siden af Tivoli i København som et sted for kunst.

Hereford-restauranterne imødekommende spredt over landet, ja da. Med kunst på væggene og sågar på nogle af toiletterne. Det sidste eksempelvis i Odense og Århus hvor de er udsmykket af Peter Stuhr på en sådan måde, at man selv efter mange genstande burde være i stand til at regne ud, hvilken afdeling der er for damer, og hvilken der er for herrer. Men kunst hang i mine forestillinger ikke sammen med Apollo-bryggeriet i København, hvor en bedre Robert Jacobsen-skulptur i sin tid måtte flyttes for at give mulighed for overhovedet at opføre stedet.

Imidlertid var det selv samme Peter Stuhr, der foreslog Bryggeriet, at jeg skrev om januar måneds øl - og det var i den forbindelse, at det slog mig: Her er tale om kunst. Stor kunst.

Og igen er det ikke udsmykningen, vi taler om. For murstenskonstruktionerne omkring den store smukke og skinnende kobberkedel er ikke en skulptur af Per Kirkeby. Der står en i nærheden - to faktisk - i den lille anonyme Meldahlsgade, der forbinder Vesterport med Vesterbrogade.

Men Per Kirkebys murstensskulpturer har aldrig en praktisk funktion, og det er der unægtelig ved det røde bygningsværk, der udgør rammen om hjertet af Bryggeriet. Der hvor miraklet sker.

Miraklet i januar er en sort sol. Øllet er sort som ind i helvede. Løfter man glasset mod lyset, forbliver indholdet mørkt, som var det en svævende sort kugle - og man tænker på universets sorte huller, der suger lyset til sig. Sådan ser den ud. Mørk og hemmelighedsfuld. Og ved første øjekast også foruroligende eller måske ligefrem skræmmende.

Traditionelt er sort forbundet med det farlige og det forbudte. Vi taler om sortbørs og sort arbejde og sorte penge og sorte mandage i verdensøkonomien. Sort uheld, sort tale, sorte skyer, sort magi, sorte får, katte, heste, løgne - og den sorte død. Sort undertøj og sorte strømper til kvinderne har været konventionen, når det skulle være syndigt. Og når man har fået for mange af de Gefuktenheimere, Bryggeriet serverer, risikerer man at få et black-out. Og så måske endda sort samvittighed bagefter.

Men sådan er det slet ikke med den saftige sorte sag, der er månedens øl i januar. Det er jo stadig mørkt uden for fra tidligt på eftermiddagen til langt op af morgenen, så den passer godt til vejret og til årstidens tunge retter men også til desserter og som aperitif.

Det er imidlertid ikke en øl, der lægger op til melankoli og vinterdepression og sortsyn. Tværtimod rummer den minderne om alt det, der var godt. Den er lige som et ekko af besøgene i barndommen hjemme hos mormor eller farmor eller andre, der diskede op med chokolade. Det dufter den af. Og den smager også af det. Af chokolade og kaffe og noget der er brændt (men ikke brændt på) eller ristet, så det har en fin bitter smag, der dengang var både fremmedartet og tillokkende på samme tid. Den har tyngde og dybde og er blød som fløjl - og den har den fordel, at man ikke nakker en otte-ti stykker i rap. Dertil er den for tung og for intens. Den er lige tilpas til et godt møde. Et af de mange man udskød fra december til januar, fordi man tror, at man nu har mere tid.

Hvorom alting er. En halv time i selskab med denne sorte pokal får Solen til at lyse for en stund. Og lad det så bare regne.

PS: Og så er der i øvrigt kunst i loftet på Bryggeriet. Nogle store, bemalede fugle i glas udført af den fine færøske maler Trondur Patursson i samarbejde med Per Steen Hebsgaard.